En whistleblowerordning handler først og fremmest om tillid.

Hvis en medarbejder overvejer at fortælle om alvorlige lovovertrædelser, grove forsømmelser, chikane eller alvorlige fejl, skal vedkommende kunne have tillid til, at oplysningerne bliver undersøgt seriøst – også hvis kritikken peger opad i organisationen.

Derfor mener jeg, at vi bør se kritisk på den måde, Ballerup Kommunes whistleblowerordning er organiseret på.

Ikke fordi jeg påstår, at ordningen er ulovlig.

Det gør jeg ikke.

Men fordi lovens minimumskrav og den størst mulige tillid til ordningen ikke nødvendigvis er det samme.

Sådan fungerer ordningen i Ballerup

På Ballerup Kommunes egen hjemmeside beskrives processen ret klart.

Skriftlige indberetninger sker gennem en portal, der administreres af advokatfirmaet Norrbom Vinding. Advokatfirmaet foretager den indledende vurdering af, om henvendelsen falder inden for whistleblowerordningens rammer.

Hvis sagen går videre, bliver den nærmere undersøgelse imidlertid varetaget af Ballerup Kommunes egen whistleblowerenhed.

Kommunen oplyser selv, at enheden består af nøglepersoner fra Center for Økonomi og Center for Politik og Organisation. Enheden kan blandt andet indhente oplysninger eller iværksætte en intern undersøgelse for at få de indberettede forhold be- eller afkræftet.

Kommunens afrapportering til Økonomiudvalget i maj 2025 beskriver arbejdsdelingen endnu tydeligere: Advokatfirmaet foretager den indledende screening, mens den interne del af opgaven håndteres af whistleblowerenheden. Det fremgår samtidig, at whistleblowerenheden er ledelsesmæssigt forankret i Center for Politik og Organisation.

Der er også mulighed for at henvende sig direkte til kommunens borgerrådgiver. Ved den kanal er man ikke anonym.

Det er vigtigt at have alle disse oplysninger med.

Men de fører efter min mening til et helt legitimt spørgsmål:

Er der tilstrækkelig armslængde, når en alvorlig sag først bliver godkendt som en whistleblowersag og derefter i væsentligt omfang skal undersøges inde i den samme organisation, som indberetningen handler om?

Lovlighed er ikke det eneste relevante spørgsmål

Whistleblowerloven kræver, at en intern whistleblowerordning har en upartisk person eller afdeling, som blandt andet skal modtage og følge op på indberetninger og give whistlebloweren feedback.

Loven tillader samtidig udtrykkeligt, at disse opgaver varetages af en ekstern tredjepart. Kommuner har også mulighed for at samarbejde med andre kommuner om whistleblowerfunktionen.

Jeg har derfor ikke grundlag for at sige, at Ballerups nuværende konstruktion i sig selv er ulovlig.

Min kritik er politisk:

Jeg mener, at vi bør stille højere krav til uafhængighed end det absolutte juridiske minimum i de mest alvorlige sager.

For der er stor forskel på en indberetning om et afgrænset problem langt ude i organisationen og en indberetning, der eksempelvis vedrører en centerchef, en direktør, den centrale administration eller et alvorligt systemisk problem.

Jo tættere en sag kommer på de personer eller organisatoriske enheder, der selv indgår i behandlingen af whistleblowersager, desto vigtigere bliver spørgsmålet om reel og oplevet uafhængighed.

Det handler også om den, der bliver beskyldt

Større armslængde er ikke kun til fordel for whistlebloweren.

Den beskytter også den chef, leder eller medarbejder, der bliver indberettet om.

Hvis en ekstern og uafhængig undersøgelse konkluderer, at en alvorlig påstand ikke kan dokumenteres, bør den konklusion stå stærkt.

Ingen bør dømmes på rygter eller mistanker.

Derfor er uafhængighed ikke et spørgsmål om på forhånd at tro på whistlebloweren og mistænkeliggøre ledelsen.

Det handler om det modsatte:

At skabe en undersøgelse, som begge sider kan have tillid til.

Ballerup har allerede haft en sag om forvaltningsretlige principper

Det er heller ikke kun en teoretisk diskussion.

Ballerup Kommunes offentliggjorte data viser, at kommunen i 2023 modtog en indberetning, som blev realitetsbehandlet, og som var kategoriseret under “grove og gentagne overtrædelser af forvaltningsretlige principper”. Sagen blev undersøgt videre i whistleblowerenheden og blev endeligt afsluttet i februar 2024. Den gav ikke anledning til politianmeldelse.

Vi ved ikke fra den offentlige afrapportering, hvad den konkrete sag handlede om, hvem den vedrørte eller hvad den nærmere konklusion var.

Det skal vi heller ikke gætte på.

Men sagen viser, at whistleblowerordningen faktisk kan komme til at beskæftige sig med alvorlige spørgsmål om den kommunale forvaltning.

Kommunens egne retningslinjer nævner udtrykkeligt grove og gentagne overtrædelser af blandt andet forvaltningsloven og offentlighedsloven. De nævner også systematiske fejl som gentagne brud på notatpligt og journalisering samt forhold, der specifikt angår en medarbejder eller chef.

Derfor er spørgsmålet om uafhængighed ikke abstrakt.

Min bekymring handler om konstruktionen – ikke om bestemte personer

Jeg vil gerne være helt tydelig.

Jeg anklager ikke de medarbejdere, der sidder i Ballerup Kommunes whistleblowerenhed, for at behandle sager forkert.

Jeg har heller ikke dokumentation for at hævde, at konkrete whistleblowersager er blevet påvirket utilbørligt.

Min kritik handler om systemets konstruktion.

Selv den dygtigste og mest hæderlige medarbejder kan blive placeret i en vanskelig situation, hvis vedkommende skal undersøge alvorlige forhold i sin egen organisation.

Det er præcis derfor, vi andre steder i samfundet lægger vægt på habilitet, uafhængighed og armslængde.

En god kontrolordning skal ikke kun fungere, når sagen er nem.

Den skal være konstrueret til også at fungere, når sagen rammer toppen af organisationen.

Jeg foreslår en trappemodel

Jeg mener ikke, at alle whistleblowersager i Ballerup skal sendes til dyre eksterne undersøgelser.

Det ville hverken være nødvendigt eller økonomisk fornuftigt.

I stedet bør vi have en model, hvor kravet om uafhængighed stiger med sagens karakter.

En almindelig sag, hvor der ikke er habilitetsproblemer, kan fortsat undersøges af kommunens whistleblowerenhed.

Men hvis en sag vedrører alvorlige systemiske problemer, centrale administrative funktioner eller højere ledelsesniveauer, bør der foretages en konkret og dokumenteret vurdering af, om sagen skal løftes ud af kommunen.

Og hvis en alvorlig indberetning vedrører direktionen, kommunaldirektøren eller den del af administrationen, hvor whistleblowerfunktionen selv er organisatorisk placeret, mener jeg, at udgangspunktet bør være:

Den afgørende undersøgelse foretages eksternt.

Whistleblowerloven giver mulighed for, at opgaver i en intern whistleblowerordning varetages af en ekstern tredjepart, og loven giver også kommuner mulighed for at samarbejde om funktionen. Der er derfor allerede juridiske muligheder for at skabe større afstand til egen organisation.

Hvem undersøger undersøgeren?

Derudover ønsker jeg mere gennemsigtighed omkring selve processen.

Ikke offentliggørelse af fortrolige personsager.

Ikke navne på whistleblowere.

Og ikke oplysninger, som kan identificere mennesker, der bliver undersøgt.

Whistleblowerlovens særlige regler om fortrolighed skal naturligvis respekteres.

Men politikere og medarbejdere bør kunne forstå principperne.

Hvem beslutter, om en undersøgelse foretages internt eller eksternt?

Hvordan håndteres en sag, hvis den vedrører en person i whistleblowerenhedens egen ledelseslinje?

Hvordan foretages habilitetsvurderingen?

Hvem vurderer, om ledelsen har reageret tilstrækkeligt på et alvorligt forhold?

Og hvordan sikrer vi, at en whistleblower ikke efterfølgende udsættes for repressalier?

Det er ikke urimelige spørgsmål.

Det er de spørgsmål, en troværdig whistleblowerordning bør kunne besvare.

Beskyttelsen mod repressalier skal være reel

Whistleblowerloven forbyder repressalier som følge af en beskyttet indberetning.

Lovens definition er bred. Repressalier kan være direkte eller indirekte handlinger eller undladelser, som sker i en arbejdsrelateret sammenhæng som følge af indberetningen og kan påføre whistlebloweren uberettiget skade.

Loven indeholder desuden en vigtig regel om bevisbyrden: Hvis en whistleblower beviser, at vedkommende har foretaget en beskyttet indberetning og efterfølgende har lidt en ulempe, påhviler det modparten at bevise, at ulempen ikke var repressalie som følge af indberetningen.

Det er vigtigt.

For repressalier behøver ikke nødvendigvis komme i form af et brev, hvor der står:

“Du bliver fyret, fordi du har whistleblowet.”

Virkeligheden kan være langt mere kompliceret.

Derfor mener jeg, at Ballerup bør indføre en særlig uafhængig kontrolmulighed, hvis der efter en alvorlig whistleblowerindberetning opstår en væsentlig personalesag mod den medarbejder, der har indberettet.

Det skal ikke give whistlebloweren immunitet.

En medarbejder, der har whistleblowet, skal selvfølgelig stadig passe sit arbejde og kan holdes ansvarlig for reelle fejl.

Men kommunen bør kunne dokumentere, at en efterfølgende personalesag har et selvstændigt, sagligt grundlag og ikke er en reaktion på, at medarbejderen har sagt fra.

Whistleblowerordninger bliver brugt

På landsplan modtog Den Nationale Whistleblowerordning 282 indberetninger i 2025. 97 af dem vedrørte offentlige myndigheder. Omkring 20 procent af indberetningerne handlede om arbejdsmiljø.

Det understreger, at whistleblowerordninger ikke bare er en formalitet, som står på en hjemmeside og forhåbentlig aldrig bliver brugt.

De er en del af kontrollen med vores arbejdspladser og offentlige institutioner.

Og netop derfor skal de indrettes, så mennesker tør bruge dem.

Jeg ønsker en stærkere ordning – ikke mere mistillid

Mit forslag handler ikke om at gøre Ballerup Kommune til en mistænkeliggjort organisation.

Tværtimod.

En kommune, der tør etablere stærk og uafhængig kontrol med sig selv, signalerer styrke.

Hvis en alvorlig indberetning viser sig at være korrekt, skal problemet findes og løses.

Hvis indberetningen viser sig ikke at kunne dokumenteres, skal den berørte medarbejder eller leder også kunne få det fastslået på et troværdigt grundlag.

Og hvis der er tvivl om ledelsens handlinger, skal undersøgelsen kunne foregå uden tvivl om, hvor loyaliteten ligger.

En whistleblowerordning er først rigtig stærk, når den også kan håndtere en sag, der går hele vejen til toppen.

Derfor mener jeg, at Ballerup skal have et enkelt princip:

Jo tættere en alvorlig sag kommer på kommunens øverste ledelse, desto større skal armslængden være.

Det handler ikke om mistillid.

Det handler om at bygge et system, der fortjener tillid.