Vi betaler for falsk tryghed – lad os investere i rigtige løsninger
Tryghed er en grundlæggende forudsætning for, at vi kan trives i vores byer. Når utryghed og kriminalitet fylder i hverdagen, går det ud over både børn, unge, voksne og ældre. I Ballerup oplever alt for mange borgere desværre en stigende bekymring for deres egen sikkerhed, og det er en udvikling, vi er nødt til at tage alvorligt.
Vagter giver falsk tryghed
Kommunen har i dag valgt at bruge 1,5 million kroner om året på tryghedsvagter. Men lad os være ærlige: vagter har ingen beføjelser, som almindelige borgere ikke allerede har. De kan hverken stoppe kriminalitet eller efterforske sager – det kan kun politiet. Vagternes rolle er i praksis begrænset til at observere og i nogle tilfælde tage billeder eller video med tilladelse.
Det betyder, at vi i realiteten betaler dyrt for en illusion af tryghed. En indsats, der ikke løser problemerne ved roden, men blot flytter dem eller skjuler dem midlertidigt.
Politiet skal være mere til stede
Tryghed og kriminalitetsbekæmpelse er og bliver en statslig og politimæssig opgave – ikke en kommunal. Derfor skal vi i Ballerup arbejde målrettet for at styrke samarbejdet med politiet. Vi skal presse på over for Folketinget for at få flere ressourcer til lokalpolitiet, så de kan være mere synlige i bybilledet, reagere hurtigt og skabe reel tryghed for borgerne.
Forebyggelse er vejen frem
Men vi kan og skal gøre noget kommunalt – nemlig forebygge kriminalitet og utryghed. Hvis vi virkelig vil skabe en tryggere kommune, skal vi starte med børnene og de unge.
- Fællesskabshubs kan give unge meningsfulde alternativer til at hænge ud på gaden. Her kan de spille musik, dyrke sport, lave lektier, spille spil eller bare være sammen i trygge rammer.
- Et styrket samarbejde med foreninger, skoler og klubber kan hjælpe os med at nå de unge, før problemerne opstår.
- Og med gratis adgang til sport og fritidstilbud for alle børn og unge op til 15 år kan vi sikre, at ingen står udenfor på grund af økonomi.
Forebyggelse koster – men det koster langt mindre end konsekvenserne af kriminalitet, mistrivsel og utryghed.
Lad os tage byerne tilbage
Det er tid til at gentænke indsatsen i Ballerup. Vi skal væk fra lappeløsninger og falsk tryghed og i stedet satse på samarbejde, forebyggelse og politimæssig tilstedeværelse.
Det er, når vi handler i fællesskab – borgere, kommune, foreninger og politi – at vi kan tage byerne tilbage. Ikke med vagter uden beføjelser, men med stærke fællesskaber, tydelig politiindsats og investering i vores børn og unge.
Tryghed skabes ikke af uniformer uden magt – men af fællesskab, nærvær og ansvar.

Ingen kommentarer endnu